Danskerne underretter som aldrig før. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Samtidigt har sagsbehandlerne den samme tid til at løse sagerne, og det kan have store konsekvenser for de udsatte børn.

af Jannick Elkjær

I kommunerne er stigningen af underretninger, noget der har kunnet mærkes. Tal fra Danmarks Statistik viser, at mellem 2015 og 2018 er antallet af underretninger steget med 27 procent. Ifølge lovgivningen skal en underretning vurderes inden for et døgn. Forskningschef om udsatte børn og unge hos UC SYD, Lene Mosegaard Søbjerg fortæller:

”Alle sager skal behandles lige alvorligt fra start. Sagsbehandlerne har virkelig, virkelig travlt, fordi alt skal registreres og dokumenteres. De har ikke tid til at kigge på alle sager. Det betyder, at der er en risiko for, at de børn der har allermest brug for hjælp ikke får det. Eller først får hjælpen senere.”

I Fredericia Kommune har stigningen af underretninger og arbejdspresset været et emne under frokostpauserne. I kommunen har der ikke været tid nok til at være lige grundige med alle sager. Tidligere sagsbehandler i Fredericia Kommune Jeanette Kristensen fortæller:

”Jeg er nogle gange gået på kompromis med mit arbejde. Samtalerne gik måske lidt hurtigt, og hvad jeg skrev ned gik måske også lidt hurtigt. Det var ikke altid, at der blev gået helt i dybden med sagerne som ønsket.”

Lene Mosegaard peger på, at antallet af underretninger ikke nødvendigvis er en indikation på, at flere børn har det værre.

”Det kan være, at naboen går meget i byen, eller dit barnet ikke har den rigtige flyverdragt med i børnehaven. Sådan nogle ting kan samlet set bliver til at et barnet er udsat. Vi er blevet mindre tolerante, og hvad det vil sige, at være udsat har ændret sig,” fortæller hun.  

Lene Mosegaard mener, at der er behov for et mere strømlinet, skarpt system, når underretningerne skal vurderes. Yderligere fortæller hun, at i nogle tilfælde vil flere ressourcer til kommunerne muligvis kunne løse problemet, så arbejdspresset ikke får skovlen under sagsbehandlerne, som det netop har gjort for Jeanette Kristensen.

”Jeg stoppede på grund af arbejdspresset. Jeg blev stresset. Flere sager betød mindre tid. Jeg løb stærkere, men gik død i al dokumentationen,” fortæller Jeanette Kristensen.  

Til trods for at måtte give fortabt i sit arbejde fortæller hun:

”Jeg tror, at folk er blevet mere opmærksomme og bedre til at opfange signalerne fra børnene.”