Håndværkers fremtidsudsigter blev jævnet med jorden i retten

Torsdag den 21. november skulle en midaldrende mand i retten. Manden var selvstændig håndværker. Han havde ingen ansatte i sin virksomhed. Han var derfor yderst afhængig af, hvad dommen ville lyde på.

Af Jannick Elkjær

Retssagen foregik i retten i Roskilde

”Jeg vil ikke sige tak. Hold da op!” lød det fra den tiltalte mand, efter at dommen blev læst op. Dommens størrelse blev en overraskelse for ham.

Den midaldrende, tiltalte mand mødte op i retten uden nogen forsvarsadvokat. Han hilste pænt på politividnet, der havde fanget ham på fersk gerning. Uden for retslokalet gik snakken i mellem de to. Manden bar ikke nag og fortalte den garvede politibetjenten, at betjenten blot havde gjort sit arbejde ordentligt. Der var der ingen tvivl om, at betjenten havde ret, mente den tiltalte.

Det var mandens første gang i retten, og samtalen med betjenten virkede til at opløse de startnerver, som han formodentligt havde. Lige inden manden trådte ind i retslokalet, var der sågar et smil på læben og et fjoget grin:

”Bare jeg ikke ender på forsiden af Ekstra Bladet.”

Det var først senere, at de store konsekvenser gik op for manden.

Tirsdag den 3. september 2019 havde manden besluttet sig for at prøve sit nye legetøj. Han havde sat sig op på sin sorte Honda-motorcykel og drønede derudaf på Køgevejen mellem Roskilde og Køge. På selv samme vej i 2012 forekom en tragisk hændelse, da fire unge drenge slog sig selv ihjel, fordi de kørte for hurtigt og mistede herredømmet over deres bil.

”Det er en stor vej, og der kom slet ikke nogen,” fortalte manden i retten.

Men helt alene på vejen var han ikke. En politivogn lå på lur 100 meter væk og målte det fremadstormende køretøj til at blæse afsted med 104 km/t i en 50 km/t-zone.

I retten spurgte dommeren, om han ville erkende, at det var ham, der kørte på den sorte Honda.

”Ja ja, selvfølgelig. Jeg har dummet mig,” sagde manden.

Tilståelsen betød, at politibetjenten ikke behøvede at vidne i sagen.

Konsekvenserne begyndte at gå op for manden

Kort efter skiftede stemningen karakter på et splitsekund. Den midaldrende mand kradsede sig i sin hårløse hovedbund, da anklageren foreslog en passende straf i sagen:

”6.000 kroner og betinget frakendelse af kørekortet i seks måneder.”

Først i det øjeblik sivede konsekvenserne ind hos manden. Manden forsøgte at tale sin sag. Et desperat forsøg på at formildne straffen.

”Jeg har ikke råd til at miste mit kørekort. Jeg er selvstændig håndværker, og jeg har ingen ansatte under mig,” fortalte han.

Ifølge manden selv havde han allerede lært af sin fejl. Han fortrød det, og han fandt ud af, at det slet ikke var ham. Der var altså ingen risiko for, at han vil gøre det igen.

”Jeg er normalt ikke en, der kører sådan. Købet af motorcyklen er det største fejlkøb, jeg har gjort. Jeg købte den, fordi min kammerat havde en magen til. Den var ret vild. Den kan køre 120 km/t i første gear og over 300 km/t på toppen. Den var for vild til mig, derfor har jeg allerede solgt den og købt en gammel Harley i stedet, som jeg kan more mig med, selvom den ikke kører hurtigt, ” sagde manden.

Alvoren havde ramt den motorcykelglade håndværker, men det var for sent. Dommeren viste ikke medlidenhed med manden. Han blev dømt ud fra Færdselsloven §118 med en bøde på 6.000 kroner og betinget frakendelse af kortet i seks måneder. Hvis ikke han betaler bøden rettidigt, vil straffen suppleres med ti dage i fængsel.

Nu står manden over for en svær udfordring. Han skal finde ud af, hvordan han kan arbejde som håndværker uden et kørekort.

Sara frygtede at miste det, der var vigtigere end hende selv

En aften tog Sara og hendes kæreste Boris på Skejby Hospital. Det blev startskuddet på et altafgørende kapitel i Saras liv.

af Jannick Elkjær

”Jeg vidste simpelthen ikke, hvad det var. Jeg var ikke klar over, at det kunne starte på den måde. Hen ad dagen blev det mere og mere mærkeligt. Jeg var fokuseret på blødninger, men vandet begyndte bare at sive lidt. Jeg mistede helt kontrollen, og tænkte at jeg blot var begyndt at tisse helt vildt i bukserne,” fortæller Sara Bindeballe.

Sara tog på Skejby Hospital, hvor det hurtigt gik op for hende, hvad der lå og ventede. I det øjeblik skete der en enorm forandring i hendes tankegange og forhåbninger. Dét der lå ude i fremtiden, kom pludseligt meget, meget tættere på. Det var en periode med en masse angst, men også lykke over selv de mindste ting i vente.

En forårsmorgen i april

”Jeg følte mig virkelig lykkelig, sikker, stærk, glad og tryg. Jeg gik en lille tur, fordi jeg var så glad. Jeg så min første sommerfugl det år, jeg så anemoner og en humlebi. Jeg så det som symboler på frugtbarhed og liv,” fortæller Sara.

Sara havde denne morgen taget en graviditetstest. Testen viste sig at være positiv. Tanken om at skulle blive mor, havde hun glædet sig til i mange år. Det var ikke blot et ønske, men en nødvendighed i hendes liv.

”Min kæreste og jeg havde været sammen i mange år, men han havde tænkt, at han formentligt ikke vil have børn. Der kom et bump, hvor jeg måtte sige til ham, at enten bliver jeg nødt til at gå fra dig, eller så skal vi have børn sammen. Heldigvis valgte han det sidste,” fortæller Sara.

Starten på Saras graviditetsperiode var ukompliceret og god. Under graviditeten forekom der små, almindelige vanskeligheder, men ingen symptomer på noget alvorligt. Lige indtil uge 25 i graviditeten, hvor hun mistede kontrollen og vandet begyndte at sive ud af hende.

”Vi var nødt til at tage til Skejby Hospital for at finde ud af, hvad det var for noget. Det blev helt vildt hurtigt klart derude, at vandet var gået. Det var rigtig, rigtig farligt, og det var ikke sikkert, at det vil ende godt. Hun kunne blive født og dø meget hurtig efter,” fortæller Sara.

På daværende tidspunkt var det bedre og sikrere for barnet at blive liggende inde i maven end at komme ud. Lægerne fortalte Sara, at fostervandet godt kunne gendanne sig selv. Derfor skulle Sara forsøge at holde babyen inde i maven i længst mulig tid for at mindske de risici, der er forbundet med en for tidlig fødsel. Tiden på Skejby Hospital var meget urolig for de to forældre.

”Den uge brugte vi på bekymringer, angst og være meget bange,” fortæller Sara.

Sara havde angst for at hendes højtønskede baby skulle dø. En angst der kom af, at de elskede noget ualmindeligt højt. Pludseligt var der noget, der var vigtigere for Sara end hende selv. Der var 50 procents chance for at barnet vil overleve fødslen. Sandsynligheden var også rigtig stor for, at hun vil leve med mén, hvis hun overlevede. I perioden havde hun svære snakke med Boris.

”Vi havde det begge to sådan, at hvis det var et multihandicappet barn, så vil vi håbe på, at hun ikke vil klare den. Det er hårde snakke at have.”

Det viste sig, at det ikke var muligt for Sara at holde babyen inde i den anbefalede tid.

”Der gik en uge, så fik jeg veer. Jeg kunne med det samme mærke, at nu var det nu, og så kom hun.”

Fødslen blev sat i gang, og Rebecca kom til verden. Det var en naturlig og god fødsel, hvor Sara havde overskud til at synge og nynne. På samme tid var den også voldsom. Rebecca havde kræfter til at skrige, da hun blev født. Hun blev straks gjort klar til en lukket kuvøse. Sara fik i mellemtiden en spinal rygmarvsbedøvelse, så hendes livmoderen kunne blive opereret ud. En halv time efter fødslen, hvor moderkagen skulle opereres ud, tog fødslen en drejning.

”Jeg fik en sindssyg dødsangst. Operationen trak ud og ud, og hun var lige blevet født. Jeg var egentligt lykkelig, og så jeg blev så bange for at dø. Jeg var vildt bange for, at nu forblødte jeg, og nu døde jeg,” fortæller Sara.

På grund af fødslens omstændigheder kunne Sara først se sin datter to timer efter fødslen. Ufærdige babyer, der er født meget for tidligt, er i risiko for adskillige skader og følgesygdomme, men det fyldte i det øjeblik ikke meget på Saras radar:

”Da jeg så hende, vil jeg bare gerne have hende med hjem. Hun skulle bare overleve. Det var bare et spørgsmål, om jeg fik lov til at få hende med hjem, eller om hun vil dø først.”

I tiden efter lå Rebecca i en lukket kuvøse, og Sara og Boris var indlogeret i TrygFondens Familiehus. TrygFondens Familiehus er placeret tæt ved Skejby Hospital. Det var ikke muligt at overnatte på Skejby Hospital, hvorfor de måtte sove ved familiehuset.

”Vi brugte familiehuset som et hostel. Vi havde et sted at sove. Vi spiste på hospitalet, så vi sparede en halv time. Hvert minut væk fra kuvøsen føltes som spild,” fortæller Sara.

Hård tid i familiehuset

Nætterne i familiehuset var intense. Både Sara og Boris vågnede ofte med voldsomme mareridt.

”Vi var så fucked up, når vi skulle sove derovre. Min kæreste vågnede ofte sådan op: ’Uuuhhhf, satte sig op, hvor er hun henne? Hvor er kuvøsen? ’ Han kunne ikke forstå, at hun ikke var der. Jeg husker også en nat, hvor jeg havde tabt en kontaktlinse og mærkede den halvt i søvne. Jeg tænkte, at den var en elektrode på hende, der var faldet af, og jeg prøvede at sætte den på Boris, der lå ved siden af,” fortæller Sara. 

Forældreparret kunne ikke overnatte på hospitalet, hvilket satte nogle dybe spor i dem.

”Vi havde en ærgerlig fornemmelse af, at det var sygeplejerskernes og lægernes barn, hvor vi kom på besøg og blev vurderet (om vi var gode forældre). Jeg tudede hele tiden af lykke eller angst,” fortæller Sara.

Hele fødselsoplevelsen har i stor grad påvirket Sara fremadrettet. De to første år var præget af frygt for at Rebecca ville blive syg. Selv harmløse sygdomme kunne være dødsensfarlige for hende, fordi hun var skrøbelig.

”Hun var ved at dø flere gange på hospitalet. Der var perioder, hvor alle tal så frygtelige ud. Vi kunne bare vente og se på.

Fødslen har også betydet for Sara, at hun hverken ønsker eller tør få flere børn. Sara ønsker ikke at opleve det hele en gang til. I dag har Rebecca det rigtig godt.

I dag er Rebecca sund og rask.

”Jeg forstår det faktisk ikke helt. Hun er kvik, super kvik. Hun er tryg, glad og et virkelig, virkelig dejligt barn,” fortæller Sara.

Til trods for at Rebecca har det rigtig godt i dag, vil der altid sidde en frygt i Sara.

”Jeg kan grundlæggende ikke helt tro, at vi slap så godt fra det. Jeg er lidt overtroisk, når hun bliver syg. Når hun får feber, tænker jeg, at hun skal dø. Nå, så gik den ikke længere.”